Kunstudstilling

Folke og Karlslund

Kunstudstilling i Baunhøj Mølle, Grenaa
Fernisering fredag den 6. september kl. 17.00

JORDFORBINDELSER – en udstilling i Baunhøj Mølle af guldsmed Ane Meinert Folke og glas- og billedkunstner Micha Karlslund.

De to kunstnere har skabt langt de fleste værker til netop denne udstilling i Baunhøj Mølles smukke udstillingsrum. Udstillingen Jordforbindelser er blevet til i gensidig dialog og kan ses som en samtale mellem de to kunstnere, som også har lavet fællesværker.

Ane Meinert Folke og Micha Karlslund siger selv om udstillingen:

Vi har arbejdet på tværs af vores fag og sammen udforsket og eksperimenteret med både nye og kendte materialer. Med udgangspunkt i den natur, der omgiver os på Djursland, har vi brugt ler hentet ved Rugaard Strand, og samlet f.eks. træ, sten, svampe og græsser i omkringliggende skove og i vores egne haver. Vi har selvfølgelig også brugt vores egne fags materialer som glas og metal og i processen inspireret og udfordret hinanden.

Med temaer som Pupper, Grenværk, Natur/Struktur viser vi både individuelle og fælles værker som peger mod den natur, der omgiver os. Balancen mellem menneske og natur – eller erkendelse af, at mennesket rent faktisk ER en del af naturen – bliver mere og mere påtrængende. Vi håber, at vores udstilling på en ordløs måde kan bidrage til en dybere forståelse af vores forbindelse og ligeværdighed med naturen samtidig med, at vi giver publikum en smuk oplevelse.

De to kunstnere fortæller endvidere, at den eksperimenterende og legende arbejdsproces har krævet tid og fordybelse, hvorfor de begge er meget taknemlige for, at Statens Kunstfond har støttet deres arbejde med udstillingen.

På udstillingen vises smykker, glas, maleri og tegninger samt fællesværket Metamorfose 1 og 2.

Micha Karlslund / Glas- og billedkunstner
Micha Karlslunds kunstneriske praksis bevæger sig mellem glas og billede. Hendes arbejde er ofte inspireret af natur med botaniske elementer. Hun ser den kreative proces som en bearbejdelse af omverdenens indtryk og resultatet som en form for poesi i 3D.
Micha Karlslund har udstillet i ind- og udland siden 1988 og er repræsenteret på flere museer og samlinger nationalt og internationalt.

Se og læs mere på Micha Karlslunds hjemmeside

 

Ane Meinert Folke / guldsmed anvender et utal af materialer: Træ, sølv, guld, horn og mere til. Materialerne sammensættes på overraskende vis og understreger hinanden i bærbare smykker.
Ane har været selvstændig med eget værksted i mere end 25 år. Hun har deltaget i flere projekter med håndværk som omdrejningspunkt og er desuden en efterspurgt underviser.

Se og læs mere på Ane Meinert Folkes hjemmeside

 

Udstillingen kan ses til og med søndag 6. oktober i Baunhøj Mølles åbningstid (fredag-søndag kl. 13.00-17.00)

Som medlem får du blandt andet 10% rabat på køb af kunst på vores udstillinger -  Du kan melde dig ind her.